PFA sender milliardbeløb tilbage til kunderne

På trods af stor uro på finansmarkederne med negative afkast, får kunderne i PFA glæde af at være en del af et stort og robust kundefællesskab. Landets største kommercielle pensionsselskab med 1,3 mio. kunder udbetaler netop nu 2,1 mia. kr. som overskudsdeling til kunderne.

Krig i Ukraine, told og aktiefald.  Der er nok at bekymre sig om i øjeblikket. Den store usikkerhed har ført til negative finansielle markeder, noget der kan mærkes i de danske pensionsopsparinger. Men de mange kunder i PFA, der har KundeKapital, kan glæde sig over, at der nu bliver sendt 2,1 mia. kr. ud til deres pensionsdepoter.

”Det store beløb, vi deler med vores kunder, viser, at det er en fordel at være en del af PFA’s kundefællesskab, der er stærkt og robust. I en meget urolig tid med negative finansmarkeder giver det lidt ekstra økonomisk tryghed til vores kunder,” siger PFA’s adm. direktør Ole Krogh Petersen.

Højere forrentning

Kundefællesskabet i PFA betyder, at størstedelen af overskuddet går tilbage til kunderne. Og som noget nyt får kunderne med KundeKapital i år en endnu højere forrentning af deres KundeKapital. Hvor forrentningen de seneste år har været på 8 pct. er den nu blevet skruet op til 10 pct. Forrentningen vedrører 2024, men tilskrives altså nu.

”Vi er glade for, at de fleste af vores kunder kan få opsparingen forbedret i en vanskelig tid, hvor der er modvind på markedet. For os i PFA er det essentielt, at vi kan være med til at skabe økonomisk tryghed for vores kunder, og her spiller kundefællesskabet en vigtig rolle, så vi selv i et uroligt år kan give lidt tryghed tilbage gennem forrentning af deres KundeKapital,” siger Ole Krogh Petersen og tilføjer:”

”I PFA skal vi ikke skabe et stort overskud til aktionærer. I stedet går langt størstedelen af vores overskud til kunderne, og det er netop styrken ved vores særlige kundeejerskab.”

I de 21 år, hvor PFA har delt overskud og risiko med kunderne, har kunder med KundeKapital fået tilført værdier for over 28 mia. kr. i overskudsdeling. 

Fakta om KundeKapital

Du kan se, hvad du har fået tilskrevet i PFA KundeKapital på mitpfa.dk under ”KundeKapital”.

Med ca. 700 mia. kr. i kundemidler er PFA Danmarks største kommercielle pensionsselskab og blandt de største pensionsselskaber i Europa. I PFA er der mere end 1,3 millioner kunder og 6.000 virksomheds- og organisationskunder. Kernen i PFA’s forretningsmodel er et økonomisk fællesskab med vores kunder, hvor langt hovedparten af den værdi, der skabes, går tilbage til kunderne. Det sker bl.a. gennem KundeKapital, som er PFA Pensions model for overskuds- og risikodeling med de mange kunder, som har PFA KundeKapital.