Hop til indhold

Stærk regnskabssæson fastholder aktier tæt på rekordniveau

Chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen

Aktiemarkederne går efteråret i møde tæt på rekordniveau, senest understøttet af en stærk regnskabssæson. Den positive udvikling har også smittet af på afkastet for PFA’s kunder, som for mange er nået op i tocifrede procenter år til dato.

De globale finansmarkeder har vist stor styrke hen over sommeren, og virksomhederne har i den grad leveret varen. Aktuelt har hele 86 pct. af selskaberne i det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks slået aktieanalytikernes indtjeningsforventninger.

”Vi står med en af de stærkeste regnskabssæsoner siden 2021 med bred fremgang, og hvor en historisk høj andel af selskaberne har slået forventningerne til deres indtjening. Det kan også ses på aktier, hvor S&P 500 ligger tæt på rekordniveau. Det glæder vi os over på vegne af vores pensionskunder, som har fået godt udbytte af fremgangen,” siger Tine Choi Danielsen.

I PFA ligger afkastet for en typisk kunde med middel risiko lige over 10 procent, mens det treårige afkast har rundet 42 pct. – og dermed har kunderne fået et godt boost til opsparingen.

Solide økonomiske nøgletal – men efteråret har før presset aktierne
Ifølge PFA’s chefstrateg understøttes fremgangen også af de makroøkonomiske nøgletal fra USA. Trods begyndende sprækker ser arbejdsmarkedet stadig fornuftigt ud, og de seneste tal fra fremstillingsindustrien tegner også et billede af en robust økonomisk vækst. Herudover kom der i går nye inflationstal, som viste, at forbrugerprisstigningerne i USA er kølet ned til 3,4 pct. i juli.

Der er dog stadig risikomomenter, som investorerne holder skarpt øje med, påpeger chefstrategen:

”Økonomien ser robust ud, men den stærke aktivitet i industrien og uroen i Mellemøsten holder også liv i inflationsfrygten. Det afspejler sig direkte i USA, hvor de lange renter igen har bidt sig fast på et niveau, som vi ikke har set i halvandet år. Det kan skabe behov for finansielt mådehold og lægge en dæmper på væksten og forbruget på længere sigt,” siger Tine Choi Danielsen.

Hun minder samtidig om, at markederne nu træder ind i en historisk set udfordrende tid på året.

”September, oktober og november hører historisk set til de dårligste måneder på aktiemarkedet, og vi har set, at der ikke skal så meget til for at tippe balancen og påvirke stemningen i en negativ retning. Men når det er sagt, så er det overordnede billede for 2026 fortsat positivt. Vi har en grundlæggende robust økonomi, og det bliver i den grad bekræftet af de stærke resultater, vi har set fra selskaberne,” slutter hun.