Markedskommentar: Europæisk nøgletal tager temperaturen på brexit-frygt

Det britiske farvel til EU kan virke på samme måde for europæiske virksomheders tro på fremtiden som isterninger på varmt maveskind i sommervarmen: Det kan give en hurtig chokeffekt, men det vil hurtigt gå over.

Sådan lyder vurderingen fra seniorstrateg i PFA Rasmus Pilegaard forud for morgendagens Purchasers Managers Index, PMI, som er den første temperaturmåling på europæiske virksomheders tillid til fremtiden efter brexit.

”Forventningen er, at der kommer et fald i PMI-tillidsindikatorerne i morgen, som kan henføres til brexit. Vi har fået en lille forsmag på det via ZEW-indekset, der viser investorernes tillid til fremtiden. Målingen viste i tirsdags et markant fald i forventningerne til væksten i Eurozonen. Hvor stor den negative reaktion i PMI-tallene bliver, er vanskeligt at forudsige. Men der er en risiko for, at vi kommer til at se en overreaktion, da virksomhederne på nuværende tidspunkt har vanskeligt ved at vurdere konsekvenserne af brexit og reagerer på den stigende usikkerhed med en forsigtig tilgang til fremtiden,” siger Rasmus Pilegaard. 

Han påpeger samtidig, at markedet de seneste uger kun har udvist afdæmpede reaktioner på negative nyheder, fx relateret til brexit og forsøget på et statskup i Tyrkiet.

”De fleste analytikere forventer et mindre fald i PMI, og vi så i tirsdags, at aktiemarkederne var upåvirkede af det markante fald i ZEW-indekset. Det viser, at markedet aktuelt har en pæn modstandskraft overfor negative nyheder relateret til brexit og mere fokuserer på aktivitetstallene fra USA, der har været forholdsvis robuste,” siger seniorstrategen.

Rasmus Pilegaard mener derfor ikke, at et fald i tillidsindikatoren kommer til at afspejle sig i kurserne på aktiemarkederne. Ifølge Bloomberg News forventer et flertal af analytikerne, at PMI for Europa i juli vil falde til 52,5 fra 53,1 i juni. Først når tallet er under 50, spår virksomhedernes indkøbschefer direkte tilbagegang i produktionen. 

”Overordnet vurderer jeg, at de fleste investorer vil tage PMI-tallet med et gran salt. Vi har på det seneste set stærke amerikanske nøgletal, og hvis amerikansk økonomi kan holde dampen oppe i de kommende kvartaler, så er det en vigtigere faktor på den korte bane end politisk risiko omkring brexit,” slutter Rasmus Pilegaard.