Danske pensionsselskaber atter med i organisationen PRI

Fire danske pensionsselskaber (ATP, PFA, PKA og Sampension) har besluttet at melde sig ind i den FN-støttede organisation PRI igen. I 2013 trak de sig ud af organisationen, fordi den ikke levede op til de grundlæggende krav til ledelsesstrukturer.

Beslutningen om igen at melde sig ind er taget efter tre års kritisk dialog med bestyrelsen i PRI. Baggrunden har været utilfredshed med organisationen egen governance. I perioden, hvor selskaberne ikke har været medlem af organisationen, har alle selskaber efterlevet de seks FN-støttede principper for ansvarlige investeringer.

Baggrunden for beslutningen om at udtræde var, at selskaberne fra 2011 og fremefter i stigende grad blev bekymret for, at PRI ikke levede op til de grundlæggende krav til ledelsesstrukturer, der stilles af investorerne i de selskaber, de investerer i. Trods adskillige forsøg på at forbedre PRI's ledelse indefra måtte gruppen af danske pensionsselskaber desværre erkende, at dette ikke var lykkedes. Deraf fulgte beslutningen i 2013 om sammen at træde ud af organisationen PRI.

Siden da har gruppen opretholdt en konstruktiv dialog med PRI's bestyrelsesformand, Martin Skancke.

De fire danske pensionsselskaber noterer sig, at PRI's bestyrelse har lyttet til den kritik, der førte til selskabernes exit for tre år siden. For det første har PRI ændret både vedtægter og ledelsesstruktur. For det andet har PRI øget gennemsigtigheden i forhold til organisationens planer og beslutninger. For det tredje har bestyrelsen været modtagelig for argumenter i sin løbende dialog med de danske pensionsselskaber.

De fire selskaber er tilfredse med, at PRI har lyttet til kritikken og truffet vigtige korrigerende foranstaltninger for at forbedre sin egen ledelse. Det er ikke alle ledelsesmæssige bekymringer, der er blevet taget hånd om, men de fire selskaber er fælles om at mene, at de kan gøre mere for at fremme god ledelse i PRI ved at genindtræde end ved at stå udenfor.

De fire pensionsselskaber vil støtte bestyrelsesformandens strategi om at udvikle PRI som en institution, der fremmer ansvarlige investeringer i respekt for de forskellige opfattelser på globalt plan af hvordan man kan arbejde med ansvarlige investeringer.
 

Yderligere oplysninger kan fås ved at kontakte PFA's kommunikationsdirektør Mikkel Friis-Thomsen på tlf. +45 29 12 36 64