PFA vinder international pris for alternative investeringer

PFA har netop modtaget international hæder for sine alternative investeringer. Det skete ved en stor konference for den samlede europæiske pensionssektor, der fandt sted tirsdag aften i Dublin.
Konferencen IPE Conference & Awards, som branchemediet Investment & Pensions Europe står bag, samler hvert år pensionsselskaber fra hele Europa. Selskaberne, der deltager i konferencen, repræsenterer mere end 90 millioner europæiske pensionsopsparere og administrerer samlet 2.000 milliarder euro.
Ved konferencen uddeles en række priser, og i år løb PFA med prisen i kategorien ”Alternatives”.
”Vi er meget glade for og stolte af at modtage denne pris. Alternative investeringer er et vigtigt element i vores investeringsstrategi, da de bidrager til at give kunderne solide afkast i en lang årrække - også i perioder som nu med stor uro på finansmarkederne. Derfor arbejder vi målrettet på at øge denne type investeringer, og alene inden for det seneste års tid har vi været med i nogle af de største handler inden for alternativer både i Danmark og i udlandet bl.a. med købet af TDC og investeringerne i Nykredit og verdens største havmøllepark Hornsea. Prisen er en international anerkendelse af det arbejde,” siger Henrik Nøhr Poulsen, investeringsdirektør i PFA.
For yderligere information
Seniorpressekonsulent i PFA, Rune Lindberg, 40 32 29 01 eller rli@pfa.dk