It-succesen Trifork rykker ind i PFA’s prestigebyggeri på Nordø

PFA’s kommende kontorejendom ’Porten’ er netop blevet udlejet til den førende it-virksomhed Trifork. De slutter sig til gruppen af prominente danske virksomheder, der har lejet sig ind i PFA’s kommende byggerier på Nordø i Nordhavn.
Danske Trifork står bag nogle af de mest kendte og anvendte apps i Danmark, som fx Min Læge, NemID og Coronapasset. Og fra 2023 rykker virksomheden ind med ca. 200 medarbejdere i det nybyggede kontorhus ’Porten’, som er tegnet af Henning Larsen Architects.
”Vi glæder os til at byde velkommen til Trifork, som er en rigtig spændende lejer, der har bevist sig som en af de stærkeste IT-virksomheder, vi har set i Danmark. Vi ser frem til at kunne byde dem velkommen i Nordhavn til et kontorhus i høj kvalitet, hvor der er fokus på bæredygtighed og æstetik,” siger Rikke Kampmann, senior portefølje manager i PFA.
Kontorhuset Porten bliver på 4.916 kvm og ligger på først parket ud til Sundmolen og det øvrige Nordhavn. Kontorhuset får en frodig tagterrasse og 315 kvm stort solcelleanlæg, der skal forsyne kontorhuset med el. Desuden skal opsamling af regnvand dække 50 procent af vandforbruget for den innovative grønne facade på ejendommens sydside. Udover at forskønne området og skabe miljø fungerer den grønne væg støjdæmpende og virker afkølende på varme sommerdage.
”Vi glæder os meget til at flytte ind i Porten. Det har været vigtigt for os, at PFA har haft stor fokus på bæredygtighed i designet af bygningen. Porten har flere af de elementer, vi selv benytter i vores ultimative bæredygtige kontorbygning - Trifork Smart Building One, som vi er ved at opføre i Århus – hvor bæredygtighed og teknologi spiller optimalt sammen,” siger Jørn Larsen, CEO og grundlægger af Trifork.
Alt udsolgt to år før tid
Med aftalen er samtlige kontorkvadratmetre i PFA’s prestigeprojekt på Nordø udlejet knap to år, før de står indflytningsklar.
I august blev det annonceret, at advokatvirksomheden Bech Bruun flytter ind i PFA’s andet kontorhus Spidsen sammen med Copenhagen Infrastructure Partners, som er Danmarks førende infrastrukturvirksomhed inden for vedvarende energi.
Samlet har PFA nu udlejet 33.940 kontorkvadratmeter på Nordø. Hertil kommer et hotelprojekt med mere end 300 værelser udlejet til henholdsvis Fairfield by Marriott samt Residence Inn by Marriott.
”Interessen for vores byggerier på Nordø er gået over al forventning. Jeg tror, kombinationen af god beliggende, nærhed til centrum, bæredygtighed og høj kvalitet rammer et punkt i markedet, som tiltrækker fyrtårnene inden for dansk erhvervsliv,” siger Rikke Kampmann.
For yderligere info
Senior presserådgiver Rasmus Bjørn, 41729077, rbj@pfa.dk
Om Porten
Porten er tegnet af Henning Larsen Architects. Det samlede areal udgør 4.916 m2 med en etagestørrelse på 843 m2. Porten er tegnet med reference til det gamle Københavns karrebebyggelse. Det er et betonhus beklædt med bukket cortenstål.
Bæredygtighed og klimaet har været en ledende faktor undervejs i udviklingen af Nordø. Derfor er der også en ambition om, at byggerierne skal guldcertificeres efter den danske bæredygtighedsstandard DGNB.
På sydsiden af Porten applikeres til bygningen et begrønningssystem. Et innovativt system, der ikke bare bidrager med et æstetisk udtryk, men som også er med til at:
- Reducere temperaturen i gaderummet med op til 3 grader de varme sommerdage
- Reducere støjniveauet i gaderummet mellem 1,5-5 db
Ca. 50% af vandforbruget til facaden vil blive forsynet af lokalt opsamlet regnvand, hvilket reducerer det samlede C02 fodaftryk for Nordø.