Se webinaret om forbedringerne af din pensionsordning

Din pensionsordning er blevet forbedret den 1. oktober 2022. Eksempelvis bliver dækningen på PFA Erhvervsevne fremover automatisk tilpasset dit lønniveau og diagnoserne i PFA Kritisk sygdom er blevet opdateret, så de er mere tidssvarende.

PFA Erhvervsevne med individuel tilpasning af dækning

Fra den 1. oktober 2022 bliver dækningsprocenten på din forsikring ved nedsat erhvervsevne automatisk tilpasset dit lønniveau*. Hvis dit lønniveau stiger eller falder, vil din dækningsprocent automatisk blive henholdsvis forhøjet eller sat ned. Du kan se din dækningsprocent i din pensionsoversigt samt på mitpfa.dk under Tilpas dine forsikringer. 

Du har mulighed for at fravælge den automatiske tilpasning

Hvis du ønsker at fravælge den automatiske tilpasning, så skal du kontakte PFA. Hvis du fravælger inden den 1. april 2023, vil du fortsætte med din nuværende dækningsprocent ved nedsat erhvervsevne med mulighed for en forhøjet løbende udbetaling ved ressourceforløbsydelse. Den forhøjede løbende udbetaling vil ikke automatisk blive koblet til og fra. Ændringen vil træde i kraft snarest muligt, efter du har kontaktet PFA. 

Opdaterede diagnoser i PFA Kritisk sygdom

Diagnoserne, som er omfattet af PFA Kritisk sygdom, er blevet opdateret, så de er mere tidssvarende i forhold til den medicinske udvikling. Eksempelvis er dækningen ved sklerose blevet udvidet, derudover er terminal sygdom blevet tilføjet til listen over diagnoser, som forsikringen dækker.

Hvis din erhvervsevne allerede er nedsat, eller hvis du tidligere som følge af dine individuelle forhold har været helt eller delvist afholdt fra at få eller forhøje din forsikring i samme omfang som andre medarbejdere, fortsætter du med din nuværende dækning på PFA Erhvervsevne uden automatisk tilpasning. Dette gælder også medarbejdere, som har en PFA Erhvervsevne, løbende udbetaling, som et fast beløb eller uden fradragsret, herunder ind- og udstationerede medarbejdere. 
Hvis du har din pensionsordning i gennemsnitsrente, vil der gælde andre vilkår for dine forsikringer.

Se webinaret om forbedringerne i din pensionsordning

Vi har afholdt et webinar om forbedringerne i din pensionsordning. Webinaret blev optaget, så alle efterfølgende har mulighed for at se webinaret.