Nytårsforsæt: Målrettet indsats mod farlige fristelser

Hvert nytår er der mange af os, der kaster os ud i forsæt om at ændre livsstil til det sundere. Desværre er det langt fra alle, det lykkes for. Vi giver dig her et overblik over faldgruberne og et par gode råd, der ruster dig til at udskifte chips og fjernbetjening med gulerødder og løbesko.

Download PFA Sund til mobilen og få hjælp med dine forsæt

Har du som mange andre et nytårsforsæt om at få en sundere hverdag? Så kan du tage et lille skridt ved at fjerne nogle af de fristelser, som du omgiver dig med i det daglige, men måske ikke altid er opmærksom på. Det fortæller ekspert, Chris Norre, som PFA blandt andet samarbejder med om udvikling af kurser inden for mental sundhed og styrke.

”Bare synet af en plade chokolade kan i sig selv aktivere sukkertrangen. Og når vi så er trætte og uopmærksomme, er det let at give efter for de søde fristelser og glemme at kigge efter bedre og sundere alternativer. Også selvom de tit kan være oplagte,” forklarer Chris Norre.

Han påpeger, at en let løsning kan være at have frugt, nødder eller andre sunde snaks liggende fremme, så det ikke er pakken med flødeboller, vi får øje på, så snart vi kommer ind ad døren derhjemme.

Bare det at gå på arbejde, holde møder og overholde aftaler, kræver viljestyrke. Når vi så kommer hjem, er viljen blevet træt, og så er det, vi falder i og falder for fristelserne

Når viljen bliver træt

Ud over at nedsætte antallet af fristelser i omgivelserne, skal vi også være opmærksomme på, at viljen fungerer ligesom en elastik. Jo mere vi bruger og anstrenger den, desto slappere bliver den. Det er fx også grunden til, at fristelserne for mange af os er sværest at modstå om eftermiddagen og aftenen.

”Bare det at gå på arbejde, holde møder og overholde aftaler, kræver viljestyrke. Når vi så kommer hjem, er viljen blevet træt, og så er det, vi falder i og falder for fristelserne,” lyder det fra Chris Norre. Han tilføjer, at bruddet med de dårlige vaner derfor også kræver nærvær og en målrettet indsats.

”Det er netop, når vi er trætte og fortravlede, at automatpiloten overtager styringen. Så selvom det måske lyder banalt, så skal vi huske at forberede os mentalt på de situationer, hvor vi er tilbøjelige til at ty til lette løsninger. For ofte er der jo tale om situationer, der gentager sig, og så gælder det i virkeligheden ikke så meget om at kvitte vanerne, men mere om at få erstattet de dårlige vaner med nogle sunde og bedre, fx tage cyklen på arbejde i stedet for bilen, eller begynde madlavningen i stedet for at gribe ud efter småkagerne, så snart den første sult melder sig.”

Husk at fejre fremgangen

Er du først kommet i gang med løbe- eller gåturene eller de sunde madvaner, er det også vigtigt, at du har det rette, positive fokus, hvis de gode forsæt skal vare ved.

"Det er altid mere motiverende at fokusere på det, du har opnået, end det du stadig mangler. Det gælder både, hvis du vil tabe dig, og hvis du fx har mål om at løbe hurtigere eller længere. Så husk at fejre fremgangen, rose dig selv og ikke kun fokusere på, hvor langt der er igen,” anbefaler Chris Norre.

Han peger samtidig på, at de fleste har lettere ved at holde fast i deres forsæt, hvis de deler dem med familien eller gode venner, som kan hjælpe med at fastholde motivationen og gejsten. Og så gælder det selvfølgelig om at sætte nogle mål, der er realistiske og klart formulerede.

"Et godt mål, er et smart mål. Det vil sige et mål, der er specifikt, målbart, action-orienteret, realistisk og tidsbestemt. For mange mål bliver let uoverskuelige, og har du ingen konkrete pejlemærker, mister du motivationen, fordi du ikke kan spore fremgangen,” forklarer Chris Norre.

Han understreger dog, at tendensen til at opregne alt i lister og mål også kan have en slagside.

”Ofte bliver målene til en positivliste, som så står i skarp kontrast til den negativliste, vi sideløbende formulerer. På positivlisten står fx, at vi gerne vil være slankere, spise sundere og have mere energi, mens der på negativlisten fx står, at vi er overvægtige, spiser forkert og går for sent i seng.”

Og netop listen med negative selvvurderinger kan hurtigt stikke en kæp i hjulet på de gode forsæt.

”Ligesom planter vokser bedst i en frugtbar jord, så har sunde fortsæt de største chancer for at lykkes, hvis det sker med udgangspunkt i et positivt selvbillede. Så vi skal huske at være venlige over for os selv- også når vi en gang i mellem ”falder i”. For når vi lykkes med noget, er det jo ikke, fordi vi er fejlfri, men fordi vi har forstået at bruge vores evner og energi rigtigt,” slutter Chris Norre.

Download PFA Sund til mobilen og få hjælp med dine forsæt