Tjek dig selv: Er du A, B, C eller D-menneske?

Med en markedsrentepension, PFA Plus, kan du vælge mellem fire forskellige investeringsprofiler til din pensionsopsparing; A, B, C eller D. Investeringsprofilerne giver forskelligt afkast og har forskellig risiko. Hvilken passer til dig? Få svaret med PFA’s investeringsguide og se, om du bør overveje at ændre din profil.

Mennesker er ikke ens. Heller ikke, når det gælder opsparingsbehov og risikovillighed. I PFA Plus kan du nemt tilpasse din pensionsopsparing til netop dine behov og din økonomi ved selv at vælge din investeringsprofil. Den er nemlig afgørende for, hvordan balancen skal være mellem din risiko og dine muligheder for afkast, forklarer forbrugerøkonom i PFA Pension, Carsten Holdum.

”Dit valg af investeringsprofil har både indflydelse på, hvor mange penge du kan regne med at have til rådighed i alderdommen, og hvor sikker din opsparing er,” siger Carsten Holdum.

Han tilføjer, at enhver automatisk får tilknyttet en investeringsprofil, når deres ordning bliver oprettet.Typisk har din arbejdsgiver valgt den for dig, eller også har du fået den profil, som PFA anbefaler. Men det betyder ikke, at det altid er den rigtige profil for dig. For ifølge Carsten Holdum vil det statistisk set betale sig for ca. halvdelen af alle pensionskunder at skifte den profil, deres ordning er født med.

Find din pensionstype

I PFA Plus er det enkelt for dig at tilpasse din risiko. Du skal bare vælge, hvilken investeringstype du er.  Valget står mellem  fire investeringsprofiler; A, B, C eller D. Profil A har den laveste risiko og Profil D den højeste. Standardprofilen i mange pensionsaftaler er B eller C, men du kan altså selv vælge at skifte profil efter behov og risikovillighed. De mindst risikable profiler består af få aktier og mange obligationer. De giver typisk et mindre afkast, men er mere sikre. Profilerne med den højeste risiko har flest aktier og giver typisk et højere afkast, men er også behæftet med højere risiko.

Pensionen følger dig hele vejen 

Er du i tvivl om dit valg, kan du få god hjælp med PFA’s investeringsguide, som du finder på mitpfa.dk. Her kan du med få klik finde frem til PFA’s anbefaling til din risikoprofil og se, om du er et A, B, C eller D-menneske. Når du først har valgt din profil, passer dine pensionspenge til gengæld stort set sig selv. Din opsparing vil nemlig løbende blive tilpasset til dit livsforløb. 

”Når du først én gang har valgt risikoprofil, kan du som udgangspunkt lade PFA’s investeringseksperter tage sig af resten. Din pensionsordning vil helt automatisk blive tilpasset dit livsforløb,” forklarer Carsten Holdum. Han tilføjer dog, at det kan være en god ide at tage temperaturen på risikoen, hvis dit økonomiske råderum ændrer sig, fx hvis du arver, køber hus eller får børn.