Markedskommentar: Amerikansk dollar tæt på toppen

Det seneste år har forventningen om en rentestigning fra Den amerikanske centralbank (Fed) sendt dollarkursen i vejret. Men medmindre den amerikanske rente hæves aggressivt, har vi formentlig snart set toppen. Sådan lyder vurderingen fra seniorstrateg i PFA Rasmus Pilegaard før næste uges møde i Fed, hvor centralbanken forventes at hæve renten.

”På den korte bane er der plads til en mindre styrkelse af dollaren efter Den Europæiske Centralbanks skuffende lempelser i sidste uge, men på lidt længere sigt tror jeg ikke, at dollaren vil blive styrket meget mere, selvom Fed hæver renten,” siger Rasmus Pilegaard og fortsætter:

”De nuværende renter og valutakurser har nemlig allerede indregnet, at Fed gradvist hæver renten. En væsentlig yderligere styrkelse af dollaren vil derfor kræve at, Fed hæver renten hurtigere, end markedet forventer, eller at andre store centralbanker lemper deres pengepolitik yderligere.”

Stærk dollar giver købekraft

Dollaren er tæt på det stærkeste niveau siden 2003 over for USA’s vigtigste samhandelspartnere. En stærk dollar øger forbrugernes købekraft. Sammen med pæne reallønstigninger og stigende beskæftigelse er det med til at holde det indenlandske forbrug i USA oppe. Og det er vigtigt, fordi det udgør en stor del af den amerikanske økonomi. Den stærke dollar er dog en ulempe for de virksomheder, der lever af eksport. 

”Den indenlandske vækst og arbejdsmarkedet er stadig robust, og den stærke dollar gør, at inflationen holdes på et lavere niveau end normalt på grund af lave importpriser. Til gengæld giver den stærke dollar modvind til de store globale amerikanske virksomheder, fordi deres indtjening og konkurrenceevne forværres,” siger Rasmus Pilegaard.

Han tilføjer, at de seneste udmeldinger fra Fed tyder på, at centralbanken vurderer, at der er kul nok på den amerikanske økonomi til en rentestigning. 

”De seneste udtalelser fra Fed’s chef Janet Yellen peger på, at hun anser økonomien for værende robust nok til at sikre fortsat fremgang på arbejdsmarkedet og gradvis stigende inflation. Det er betingelser for at hæve renten. Samtidig har de stærke arbejdsmarkedsrapporter fra oktober og november givetvis styrket Yellen’s tillid til robustheden,” slutter Rasmus Pilegaard.

Den amerikanske centralbank holder sit længe ventede møde d. 15.-16. december.