PFA køber Pakhusene og investerer massivt i Aarhus' nye havnebydel

PFA køber Pakhusene og investerer massivt i Aarhus' nye havnebydel

Foreløbig visualisering af Pakhusene, etape 2, som endnu ikke er opført. (Billede: AART architects).

PFA Ejendomme har købt et af Aarhus nye store byggerier, Pakhusene, der er en nyopført og fuldt udlejet kontorbygning på 10.621 m² i det nyudviklede og attraktive byområde i Aarhus havn, ’Aarhus Ø’. PFA’s samlede investering i Pakhusene udgør over 850 mio. kr.

Samtidig overtager pensionsgiganten retten til at opføre yderligere 21.000 m2 moderne kontorer på den attraktive grund lige ved siden af det kendte byggeri Isbjerget.

I PFA Ejendomme er direktør Michael Bruhn glad for at have landet det storstilede byggeprojekt, som vil styrke byens erhvervsprofil og er til glæde for nuværende og kommende lejere.

”Aarhus er en by, som er inde i en meget positiv udvikling, det gælder ikke mindst på havnefronten, hvor vi nu har overtaget første etape af fremtidens kontorbyggeri i form af ’Pakhusene’. Det er fleksible og moderne kontorer med en fantastisk beliggenhed i vandkanten og mulighed for at understøtte deleøkonomiske tiltag med de indbyggede fællesarealer. Med denne type byggeri i høj kvalitet vil vi styrke Aarhus’ profil som erhvervsby samtidig med, at pensionsopsparerne får et godt afkast,” siger Michael Bruhn.

De eksisterende bygninger er fuldt udlejede og tæller blandt andet Søstrene Grene, BankNordik, Interlex Advokater, ingeniørvirksomheden MOE samt AART architects, der også har tegnet ejendommen.

Moderne kontorer skal skabe gode rammer

De nye kontorbygninger er indrettet med fællesfaciliteter, som kan deles blandt erhvervslejerne og beboerne på Aarhus Ø, blandt andet fitnesscenter, sauna og kantine indrettet i restaurantlignende stil. De enkelte etager kan tilpasses individuelt med fx enten åbne kontormiljøer eller mindre kontorer, og der er desuden mulighed for at lægge etager sammen. Rune Kilden er projektudvikler på den fysiske udformning af Pakhusene sammen med partneren Stine Hindby.

”Pakhusene er attraktive erhvervsbyggerier indrettet med fokus på at skabe gode rammer for en fleksibel, behagelig og produktiv arbejdsplads. Kontorerne er lyse og funktionelle, mange har udsigt til vandet, og der er mulighed for at tilpasse etagerne til både større og mindre virksomheder. Vi ved, at der er stor efterspørgsel efter den type innovative og moderne kontorbyggerier i Aarhusområdet, og vi ser frem til at igangsætte opførelsen af 2. etape og et fortsat godt samarbejde med vores partnere, herunder Rune Kilden og Stine Hindby,” siger Michael Bruhn.

Pakhusene vil, når de er fuldt udbygget, i alt udgøre ca. 30,000 m2 kontor, og anden og sidste etape af byggeriet forventes at være klar til indflytning medio 2020. Udlejningen vil blive håndteret lokalt af Rune Kilden, i samarbejde med PFA’s udlejningsteam.

”Pakhusene er visionært byggeri på en perfekt placering i den smukke Aarhus havn. Bygningerne understøtter i tidens ånd mulighed for deleøkonomi, og det kommer både nye og kommende indflyttere i området til glæde samtidigt med at bygningerne giver noget tilbage til hele bydelen. Mit team og jeg glæder os til at arbejde videre med 2. etape af fremtidens kontorer sammen med PFA,” siger den ansvarlige projektudvikler Rune Kilden.

Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard er også glad for byggeriet i den nye bydel. 

”Aarhus Ø er en spændende ny bydel i Aarhus præget af et helt enestående miljø med moderne arkitektur, hvor byen smelter sammen med bugten. Pakhusene bidrager meget positivt til bymiljøet ved at tiltrække liv og aktivitet så at sige døgnet rundt, og PFA er en stærk spiller at have med på holdet, når fremtidens by foldes ud,” siger borgmesteren.


For mere information: Kontakt direktør i PFA Ejendomme Michael Bruhn på tlf. 24 28 46 30 eller pressekonsulent Martin Olsen på tlf. 30 53 17 67.
 

Fakta

Første etape af Pakhusene består af 10.621 m2 færdigbygget og fuldt udlejet kontorejendom i Mariane Thomsens gade på Aarhus havn tæt på den kommende letbane.

Det er Domis-koncernen samt Rune Kilden og Stine Hindby, der nu sælger kontorejendommen i 1. etape af Pakhusene til PFA. DLA Piber har været sælgers juridiske rådgiver under forløbet. 

Anden etape består af byggeret til 21.000 m2 kontor og et underliggende parkeringsareal, der forventes fuldt udlejet senest 1 år efter færdiggørelsen medio 2020. Afhængig af lejersammensætningen kommer anden etape til at bestå af mellem 10 og 30 lejemål.

Ved købet overtager PFA selskabet PFA Pakhusene Aarhus ApS som et 100 % ejet datterselskab til PFA Ejendomme A/S.

PFA’s samlede investering i Pakhusene udgør ca. 850 mio. kr.

Rune Kilden er projektudvikler på den fysiske udformning af Pakhusene sammen med partneren Stine Hindby. Advokatfirmaet Bech-Bruun, der er juridisk rådgiver for PFA på projektet, mens Sadolin & Albæk har rådgivet PFA i forbindelse med købet.