PFA’s chefstrateg: Aktiefesten behøver ikke at slutte foreløbig

Aktiemarkederne har i første kvartal 2024 fortsat de positive takter fra 2023, og det har smittet godt af på afkastet i PFA, hvor en typisk kunde over de seneste 15 måneder har fået et afkast på godt 20 pct. Og skal man tro PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen, så kan de gode tider godt fortsætte en rum tid endnu.

Det har været en god forretning at være pensionskunde i årets første tre måneder, som af flere omgange har budt på kursrekorder på det tonegivende amerikanske aktieindeks, S&P500. Det kan mærkes på pensionsopsparingerne i PFA, hvor man i 2024 ligesom i 2023 har haft et godt øje til USA.

”Vi har i 2024 fortsat vores investeringsstrategi fra 2023, hvor vi øgede vores investeringer i amerikanske aktier på bekostning af eksempelvis kinesiske. Det var en fordel i 2023, og det har det også været i 2024, hvor de amerikanske aktier er fortsat fremgangen, mens kinesiske aktier har stået i stampe. Det betyder, at pensionsopsparingen for en typisk kunde i PFA er vokset med cirka 6 procent over de seneste 3 måneder, og at afkastet for de seneste 15 måneder nu nærmer sig 20 procent,” siger Tine Choi Danielsen. 

Fremgang hviler på solidt fundament
Selvom de store stigninger på aktiemarkederne har fået nogle investorer til at tale om aktiebobler, så vurderer PFA’s chefstrateg, at fremgangen hviler på et solidt grundlag, og hun ser derfor ikke nogen tegn på, at et større negativt omslag skulle være på vej.

”Aktiestigningerne i USA hviler på en robust økonomisk vækst, som flere gange er blevet opjusteret. Det afspejler sig i virksomhedernes indtjening, som har fulgt med aktiekurserne op. Samtidig fortsætter den amerikanske økonomi med at overraske positivt – beskæftigelsen er fortsat høj, de amerikanske forbrugere har stigende tillid til fremtiden, og centralbankerne har indtil nu været gode til at balancere hensynet til inflationsbekæmpelse med hensynet til vækst og beskæftigelse,” siger Tine Choi Danielsen.  

Selvom vi generelt har fået en stærk start på 2024 med flere på hinanden følgende aktietoppe, så behøver det ifølge PFA’s chefstrateg ikke nødvendigvis at betyde, at aktiefesten synger på sidste vers.

God begyndelse kan love godt for resten af året
”Historisk set er der ingen grund til at antage, at aktierne vil bøje af efter en stærk start. Siden 1928 har et positivt førstekvartal i 45 ud af 57 år ført til yderligere aktiestigninger i den resterende del af året og de år, hvor det er gået galt, har det typisk været på grund af en amerikansk recession. Selvom man selvfølgelig altid skal vurdere selskaberne individuelt, så er det ingen grund til at se de seneste års 15 måneders stigninger som et generelt salgssignal,” siger Tine Choi Danielsen.

Hun nævner, at de største risici lige nu ser ud til at komme fra den globalpolitiske front, hvis de verserende konflikter i Ukraine og Mellemøsten forværres. Herudover er opsparingsniveauerne faldet i USA, hvorfor bufferen til at modstå negative inflations- eller renteoverraskelser alt andet lige er blevet mindre.