PFA indfører mere ambitiøse krav til selskaberne i PFA Klima Plus

Investeringsdirektør i PFA, Kasper A. Lorenzen.

PFA skærper fra 1. april 2025 kravene til investeringerne i PFA Klima Plus. Det betyder bl.a., at PFA fremover ikke kun vil fravælge olie-, kul- og gasselskaber, men også selskaber med stor tilknytning til denne sektor. Med ændringerne forventes afkastet i PFA Klima Plus at blive lidt lavere og have lidt større kortsigtede udsving end i det brede PFA Plus-produkt, da man ikke kan sprede investeringerne på samme måde.

Der er sket meget, siden PFA i 2020 lancerede valgmuligheden, PFA Klima Plus. Ikke mindst er der, blandt andet drevet af EU, gjort meget for at skabe fælles spilleregler for bæredygtige aktiviteter og investeringer, herunder at få selskaberne til at rapportere om deres klimaaftryk. Det vil PFA gerne udnytte til gavn for det stigende antal kunder, som har ønsket at spare op i PFA Klima Plus.

 ”Forbedring af datagrundlaget giver os mulighed for gå mere kvantitativt og objektivt til værks, når vi sammensætter investeringerne i PFA Klima Plus-porteføljen. Det mener vi er den rigtige vej at gå for at skabe et stærkt, transparent og klimafokuseret produkt til vores kunder. Vi er selvfølgelig bevidste om, at vi med de mere datadrevne rammer også lægger nogle bånd på vores muligheder for at forme og sammensætte porteføljen. Fokus forudsætter fravalg, og en af konsekvenserne er blandt andet, at vi fremover ikke blot kommer til at frasortere olie-, kul og gasselskaber, men også selskaber, der har stor afhængighed af denne sektor,” siger PFA’s investeringsdirektør, Kasper A. Lorenzen.     

Hvad så med investeringsafkastet?
Når klimaambitionerne får et nøk op, så betyder det ifølge investeringsdirektøren samtidig, at man fremover ikke kan stille kunderne helt samme afkast i udsigt som i det øvrige PFA Plus-produkt.

”Vi har fortsat en stærk tro på, at hensyn til klima kan gå hånd i hånd med et godt langsigtet afkast til vores kunder, men i og med vi skruer op for klimaambitionerne, så kan det påvirke afkastet en smule, da vi får indsnævret vores muligheder for at sprede investeringerne. Som kunde skal man derfor vide, at forventningerne til afkastet i PFA Klima Plus fremover forventes at blive lidt lavere end i det brede PFA Plus-miljø. Der er vel og mærke tale om forventninger, for vi kan ikke forudsige fremtiden, og afkastet i Klima Plus kan også blive bedre end afkastet i PFA Plus,” siger Kasper A. Lorenzen.

Han tilføjer, at Klima Plus-kunder i 2025 ligesom resten af kunderne i PFA Plus vil få glæde af nye investeringsprofiler med en øget aktieandel. Ifølge investeringsdirektøren vil dette styrke afkastpotentialet, og derfor vil en typisk kunde i PFA Klima Plus samlet set kunne forvente et højere afkast end i dag.
 
Første ambitioner er tæt på at være nået, tid til næste skridt
Da PFA i sin tid lancerede PFA Klima Plus var en af målsætningerne, at aktieinvesteringerne samlet set skulle være klimaneutrale i 2025, når man kigger på selskabernes direkte udledninger (EU’s scope 1 og 2). Dette mål er PFA i dag tæt på at have nået, og derfor er det ifølge investeringsdirektøren naturligt, at man nu skruer yderligere op for ambitionerne og herunder tager højde for, at man har fået bedre data og indsigt i klimapåvirkningen fra selskabernes samlede værdikæde. 

”Vi er meget tilfredse med, at vi nu kan tage næste skridt i arbejdet med PFA Klima Plus. Da vi lagde fra land i 2020, var ambitionen, at aktieporteføljen samlet set skulle være CO2-neutral i 2025, når man ser på selskabernes direkte udledninger. Det, som i EU-termer kaldes scope 1 og 2. Den ambition står stadig ved magt, og den er vi tæt på at have nået. Samtidig har vi suppleret med en ny ambition, som omfatter udledningen fra selskabernes samlede værdikæde. Det, som i EU-termer kaldes scope 3. Her ønsker vi at ligge 60 procent under gennemsnittet for verdensindekset for aktier,” siger Kasper A. Lorenzen.

Han tilføjer, at CO2-regnskabet i PFA Klima Plus bl.a. er blevet styrket gennem øgede investeringer i skov, som binder CO2, og dermed er med til at neutralisere CO2-udledningen fra de øvrige investeringer.

 

Mere information på vej

Er du kunde i PFA, vil du i de kommende måneder få mere information om ændringerne i PFA Klima Plus, der træder i kraft fra 1. april 2025. Du vil også få mulighed for at deltage i webinarer, hvor du kan stille spørgsmål og få uddybende viden om ændringerne.