Fem råd: Sådan lader du batterierne op – før og under ferien

Sommerferien står for døren, og i de kommende uger pakker danskerne de stive bukser og skjorter væk og udskifter dem med sommershorts og sandaler. Men selvom vi tager væk fra arbejdet, er det ikke altid, at vi slipper det. Og det kan være en rigtig dårlig ide, for krop og hjerne har brug for rekreative pauser. Få her fem eksperttips til, hvordan du bedst muligt får ladet op i ferien.

Det er meget vigtigt at komme ned i tempo, når man har ferie, fordi det er her, man skal samle energi til de lange arbejdsdage og den travle hverdag med familie, fritidsaktiviteter og praktiske opgaver. For hvis man ikke får ladet ordentlig op, så risikerer man at brænde sammen, når man er tilbage igen. 

”Forskning viser, at man kan blive syg af ikke at holde ferie, specielt med det tryk og det arbejdspres, som mange oplever i dag. Hvis du ikke kommer ned i gear i ferien, får du ikke restitueret, og så har du ikke så meget energi til at klare resten af året, når du kommer tilbage,” siger Rikke Bay Haaber, som er chef for Strategisk Sundhed & Forebyggelse i PFA.  

Ferien begynder, før du tager afsted

Men selvom det måske lyder enkelt, så er det ikke altid let at komme ned i gear i ferien. For den vellykkede ferie begynder ofte i god tid, inden du tager afsted. Det fortæller Chris Norre, der er ekspert i mindfulness og vejleder mange af PFA’s virksomhedskunder i stressforebyggelse og mental sundhed.

”Mange har rigtig mange opgaver lige op til den sidste arbejdsdag, og når dem måske ikke inden deadlines, og så ligger der ufærdige opgaver, når de kommer tilbage efter ferien. Det er noget, der kan skabe et følelsesmæssigt pres, der gør, at man har svært ved at trække stikket ud og være nærværende med familie og venner i ferien, og det øger risikoen for stress, fordi man hverken føler, at man slår til på arbejdet eller i privaten, og man får heller ikke ladet batterierne op,” siger Chris Norre.

Han anerkender, at de fleste er nødt til at indrette sig sådan, at de kan nå at løse deres arbejdsopgaver og samtidig gøre en ekstra indsats i travle perioder. Han peger dog samtidig på, at det jo ikke (kun) er for sjov, at man har ferie, for alle har brug for hvile, fordi man ellers vil gå ned i ydeevne.

”Det, som kan skabe stress i forhold til arbejdet, er din relation til det. Det er dig, der bestemmer den værdi, du tillægger arbejdet, som jo i sig selv kun er fx et stykke papir, nogle ettaller og nuller i en mail eller en fysisk handling. Derfor kan du arbejde med din evne til at give slip og sige; nu kan jeg ikke gøre mere, for jeg har gjort mit bedste, hvilket jeg er forpligtiget til,” lyder det god råd fra Chris Norre.

Sammen med Chris Norre har vi her samlet 5 råd til, hvordan du får det bedste ud af din ferie.

  1. Begynd at planlægge afslutningen på dine sidste arbejdsopgaver ca. et par uger, inden du går på ferie. Hvis tiden er knap, så prioritér de vigtigste opgaver i samarbejde med din chef/leder. Afstem forventninger med din leder og dine kolleger på arbejdspladsen i forhold til, hvor meget du kan nå før ferien, og om der evt. er en forventning om, at du i nødstilfælde skal være tilgængelig på mail eller telefon. 
     
  2. Hvis du er i en stilling eller en situation, der kræver, at du er tilgængelig eller måske arbejder lidt i ferien, så sæt arbejdet i system. Et godt råd er at lægge et fast tidspunkt i feriedagene – fx kl 14.00 – hvor du tjekker dine arbejdsmails i et afgrænset tidsrum på eksempelvis en halv time. Og lad dine kolleger og din organisation vide det, så de ikke kontakter dig på skæve tidspunkter.
     
  3. Hvis tankerne om arbejde alligevel sniger sig frem i ferien, så sæt dig ned og skriv dem ned på et papir. I den proces får du dels styr på tankerne, dels hjælper det dig til at få tankerne ud af hovedet. Gem derefter papiret væk – du skal ikke sidde og arbejde videre på det dagen efter!  
     
  4. Ny forskning viser, at hvis du i nogle små øjeblikke i løbet af dagen gør noget, som er frigjort fra det, der presser eller stresser, så kan du slippe ud af arbejdstankerne eller svære og negative tanker. Det kan fx være nogle vejtrækningsøvelser, at lytte til et stykke musik eller nogle små fysiske træningsøvelser. Du kan også kigge på billeder af dine børn eller rejsebrochurer fra sommerens destination, foreslår Chris Norre. Princippet hedder ’Relaxation Response’, og forårsager ændringer i nervesystemet. Du behøver kun at gøre disse ting i få øjeblikke ad gangen – samlet fx 10 min. på en dag - og både op til og i ferien*. 
     
  5. Dårlig søvn op til eller i en ferie kan øge stressniveauet. Derfor er det vigtigt med en god nattesøvn, og den begynder, før du har trukket dynen op over ørene. For har du haft en hektisk dag, hvor du ikke har pustet ud, så går hjernen i gang med at bearbejde dagens mange indtryk, når du kryber til køjs. Og det går ud over søvnen. Derfor bør du huske at passe på dig selv hver dag: Hold nogle pauser ind i mellem, også selvom du ikke føler, du har tid. Husk at drikke vand og begræns dit aftenarbejde.

Fakta:

• Stress er et stigende folkesundhedsproblem og er en tilstand karakteriseret ved ulyst og anspændthed. Stress er ikke en sygdom i sig selv, men en reaktion på en belastning, som personen kan have svært ved at håndtere. Udover at påvirke personens velbefindende og livskvalitet negativt, øger stress også risikoen for hjerte-kar-sygdomme og depressioner. Stress har også betydning for brug af sundhedsvæsenets ydelser, førtidspension, efterløn, sygefravær, produktivitet mv** .

• Andelen af kvinder, der føler sig stressede, er højere end blandt mænd, ligesom der også er flere kvinder, der føler, at de har et dårligt mentalt helbred** .

• At mange har svært ved at trække stikket ud op til og i sommerferien og derfor døjer med stress efter ferien er tydeligt i PFA’s statistikker. Tal fra de seneste to år viser nemlig, at der efter sommerferien (september) er 34 pct. flere tilkendelser for stress i PFA Helbredssikring i forhold til resten af året. Dermed er september den måned, hvor flest af PFA’s kunder bliver tildelt behandling for stress***.

Husk også forsikringen

Skal du ud og rejse i ferien? Så husk at få styr på forsikringen inden. Som Kunde i PFA har du sandsynligvis en Helbredssikring hos os. Den dækker forundersøgelse og behandling af sygdomme, men ikke akut sygdom eller en skade - hverken i udlandet eller i Danmark - og den dækker heller ikke fx hjemtransport.  Derfor er det vigtigt, at du har tegnet en rejsesygeforsikring, og at du husker det blå sundhedskort, når du rejser inden for Europa.

Du kan bruge PFA Helbredssikring efter ferien

Hvis du bliver syg eller kommer til skade under ferien og på den baggrund har brug for efterfølgende behandling eller genoptræning, når du kommer hjem, så kan du kontakte din læge og få en henvisning. Med henvisningen kan du kontakte PFA Sundhedscenter, som ofte vil kunne hjælpe dig via nogle af de behandlingstilbud, som er en del af din ordning hos PFA. Der vil dog være sjældne tilfælde, hvor PFA ikke kan tilbyde dækning.

* Herbert Benson ”Breaking the Train of Everyday Thinking” 2015 og mindfulnessekspert Chris Norre. 
** (Begge)Sundhedsstyrelsen (2014) – Den Nationale Sundhedsprofil 2013.
*** PFA’s tal fra 2014 og 2015. Stigningen i stresstilkendelser kan bl.a. påvirkes af typen af kunder, der er tilgået PFA Helbredssikring ligesom ændrede arbejdsgange for, hvordan man kategoriserer de psykiske skader kan have betydning for udviklingen.