PFA investerer i ny grøn fond målrettet miljø- og klimavenlige virksomheder

PFA skyder ca. 330 millioner kroner i ny fond forvaltet af Goldman Sachs Asset Management, der blandt andet skal investere i genopretning af vandområder i USA, batterier til elbiler og bæredygtige termoelektriske mikrochips til nedkøling af madvarer, vacciner m.m. Det sker som led i den stigende interesse for PFA’s grønne produkt, PFA Klima Plus, hvor kunderne har fået attraktive risikojusterede afkast igennem klimavenlige investeringer.

Der er gode afkast fra miljø- og klimaorienterede investeringer. Derfor investerer PFA som nogen af de første i Goldman Sachs Asset Managements nye grønne fond Horizon 1, der over de kommende år vil investere milliarder af kroner i alt fra bæredygtig mad og grøn transport til økosystemer.

”Interessen for investeringer med et bæredygtighedsfokus har aldrig været større, og med introduktionen af PFA Klima Plus har vi oplevet, at efterspørgslen efter investeringer med en grøn profil er steget. Goldman Sachs Asset Managements nye fond er derfor enormt interessant, fordi den netop kombinerer den grønne profil med et attraktivt risikojusteret afkast,” siger Kasper A. Lorenzen, koncerninvesteringsdirektør i PFA.

Bredt fokus på bæredygtighed

Alle investeringer vil blive foretaget i selskaber inden for en række grønne kernesektorer.

”Horizon 1 søger at skabe en spændende portefølje bestående af selskaber inden for spild og materialer, bæredygtig mad og landbrug, økosystemservices og vand, ren energi samt bæredygtig transport. Det er virkelig interessant for et pensionsselskab som PFA, der er dedikeret til bæredygtige afkast og har som mål at reducere CO2-udledningen med 29 pct. i 2024”, siger Kasper A. Lorenzen.

Blandt de første investeringer i fonden er svenske Northvolt, som udvikler og producerer batterier til elbiler, amerikanske Phononic, som udvikler og producerer bæredygtige termoelektriske mikrochips til en lang række industrier, samt canadiske Hydrostor, som udvikler løsninger til lagring af vedvarende energi. 

Stor interesse for grøn pension

PFA’s investering i Horizon 1 dækker en del af den store efterspørgsel efter grønne investeringer, der blandt andet er afledt af den store interesse for PFA Klima Plus, som blev introduceret i sommeren 2020. 

Siden PFA’s Klima Plus-lancering har kunderne placeret 10 milliarder kroner i produktet, som blandt andet er investeret i verdens største havvindmølleparker Hornsea 1 og Walney Extension Offshore Wind Farm samt i seks solcelleparker i England og Scandlines’ hybridfærger.

”Kunderne har virkelig taget vores grønne klimapension til sig, og vi er derfor hele tiden på udkig efter gode investeringer, hvor CO2-udledningen er i bund, og hvor det risikojusterede afkast er i top. Heldigvis stempler flere af de store kapitalfonde nu ind i den grønne omstilling, hvilket giver helt nye og lovende perspektiver for en mere bæredygtig udvikling”, siger Kasper A. Lorenzen.    

Målet med PFA Klima Plus er, at investeringerne skal være CO2-neutrale i 2025 og CO2-negative i 2030, hvilket betyder, at investeringer trækker CO2 ud af atmosfæren.

Kontakt
Senior presserådgiver Rasmus Bjørn, 41729077, rbj@pfa.dk.

Fakta om Horizon 1

Fonden er en global vækstorienteret private equity-fond, som søger at investere i kernesektorer med fokus på miljø- og klimatransition uden at gå på kompromis med afkast i forhold til traditionelle private equity-fonde. Fonden har indtil videre investeret i følgende syv selskaber:

  1. Et selskab som arbejder med genopretning af vandområder i USA
  2. Et selskab som konsoliderer og forbedrer vandforsynings- og spildevandssystemer, der har miljømæssige mangler
  3. Et selskab som opkøber og sammenlægger mindre virksomheder, der leverer miljørelaterede test-, inspektions-, certificerings- og complianceydelser til blandt andet vand- og fødevareindustrien
  4. Northvolt som udvikler og producerer batterier til elbiler
  5. Phononic som udvikler og producerer bæredygtige termoelektriske mikrochips til temperaturregulering
  6. Hydrostor som udvikler løsninger til lagring af vedvarende energi ved hjælp af komprimeret luft (trykluft)
  7. Et selskab som leverer energistyring og distribuerede energisystemer til bygninger