Vi tager afstand fra aggressiv skatteplanlægning
Vi tager afstand fra aggressiv skatteplanlægning
Når vi investerer kundernes pensionsopsparing med henblik på at skabe et godt afkast, skal det ske på ansvarlig vis. Det gælder også i forhold til skat. Vi tager klart afstand fra enhver form for aggressiv skatteplanlægning og adfærd, der udnytter skattesystemet.
For PFA er skattely ikke forbundet med et specifikt land, men med en adfærd, hvor man bevidst spekulerer i forskelle mellem landes skattelovgivninger for at nedbringe skattebetalinger. Det kan ske helt lovligt, men det er ikke en adfærd, vi finder ansvarlig.
Vi ønsker at understøtte et velfungerende nationalt og globalt skattesystem. Det gør vi ved at følge en række internationale skatteprincipper, som vi har integreret i vores investeringsprocesser. Principperne sigter blandt andet efter at lukke skattehuller, øge transparens og forebygge dobbeltbeskatning og dobbelt ikke-beskatning.
Vi ønsker også at være åbne om vores skatteforhold. Blandt andet fremlægger vi vores samlede skattebetalinger i Danmark og retningslinjer på skatteområdet, så kunder og andre interessenter kan se, hvordan vi arbejder med ansvarlig skattepraksis.