PFA kan hjælpe dig med at samle dine udenlandske pensionsopsparinger

Som medarbejder i Novo Nordisk kan du samle dine udenlandske pensionsopsparinger i din pensionsordning i PFA. Muligheden er relevant for dig, hvis du på et tidspunkt i din ansættelse hos Novo Nordisk har været udstationeret eller ansat lokalt i udlandet i en Novo Nordisk-relateret virksomhed, og du har en pensionsopsparing via den udenlandske arbejdsgiver.

Udenlandske pensionsopsparinger vil blive overført til din danske pensionsordning i PFA efter nærmere bestemte kriterier.

Sådan gør du:

  

1. Kontakt dit udenlandske pensionsselskab

Start med at kontakte dit udenlandske pensionsselskab, og hør om mulighederne for at overføre din pensionsopsparing til din danske pensionsordning i PFA. Du skal også spørge, om du mister nogle garantier, særlige dækninger eller lignende, samt hvilke omkostninger og eventuel skat eller afgift det medfører i det pågældende land.

PFA har udarbejdet et bilag på engelsk, som du kan udlevere til det udenlandske pensionsselskab.
 
  

2. Få bekræftelse fra dit udenlandske pensionsselskab 

For at vi kan overføre din udenlandske pensionsopsparing til PFA, skal vi bruge en skriftlig bekræftelse fra det udenlandske pensionsselskab. Her skal det fremgå, at de har accepteret PFA’s vilkår for overførsel, og det er muligt at ophæve din pensionsordning hos dem.

           

3. Indsend dokumentation til PFA til hvidvaskkontrol 

Ifølge hvidvaskloven skal PFA undersøge, hvor pengene fra overførelsen stammer fra, og derfor vil vi indhente nogle oplysninger fra dig som dokumentation. Dette kan fx være en kopi af din ansættelseskontrakt, kopi af lønsedler, kopi af policen eller kopi af seneste pensionsoversigt.
   

           

4. Rådgivning om overførelsen 

Din pensionsrådgiver i PFA kontakter dig om overførelsen fra det udenlandske pensionsselskab, så I sammen kan finde ud, hvor pengene bedst placeres på din pensionsordning.

           

5. Få din opsparing overført til din pensionsordning i PFA

Så snart PFA har modtaget og vurderet de efterspurgte oplysninger, vil PFA udlevere et IBAN-nummer til dig. Du skal så give IBAN-nummeret videre til dit udenlandske pensionsselskab, hvorefter pengene vil blive overført direkte til din pensionsordning i PFA.