Hop til indhold

Indsatser på tværs af vores forretning

Indsatser på tværs af vores forretning

Indsatser på tværs af vores forretning

PFA har i over 100 år løftet et samfundsansvar ved at bidrage til den økonomiske tryghed. Over den tid har samfundet – i Danmark og i verden – udviklet sig. Det samme har PFA. I dag arbejder vi målrettet med vores samfundsansvar på tværs af vores forretning. Det betyder, at vi har fokus på klima og miljø, sociale faktorer og ordentlig forretningsledelse i forhold til vores investeringer, leverandører og samarbejdspartnere, såvel som med vores kunder og medarbejdere. Det er vigtigt for os at have orden i penalhuset og gå helhedsorienteret til værks, samtidig med, at vi har fokus på de områder, hvor vi kan gøre den største forskel for vores kunder og samfundet.

Medarbejdere

Diversitet, CO2-neutralitet i 2025 og et arbejdsliv i balance

I PFA ønsker vi, at samfundsansvar og bæredygtighed skal være en integreret del af vores arbejde – både som forretning og som arbejdsplads. 

Vi bidrager aktivt til øget diversitet og inklusion

Det er forankret i vores DNA at skabe fællesskaber og sammenhængskraft, og vi arbejder derfor aktivt med at øge diversitet og inklusion. Vi har målsætninger for kønsdiversiteten i vores egen ledelse og arbejder målrettet på at få flere kvinder i lederstillinger. Vi har tilsluttet os Dansk Erhvervs Diversitetspagt og Dansk Industris Diversitetsløfte for aktivt at arbejde for, og bakke op om konkrete handlinger, der fremmer diversitet og inklusion i PFA. 

PFA’s kontorfaciliteter skal være CO2-neutrale i 2025

Et mere bæredygtigt PFA handler også om det miljømæssige og økonomiske aftryk, PFA sætter på verden omkring os. Vi har formuleret en ambition om, at vores eget aftryk fra vores kontorer skal være CO2-neutralt i 2025. Vores domicil er derfor energioptimeret og har fået solcelleanlæg på taget, som forventes at kunne producere ca. 20 pct. af vores strømforbrug. Den øvrige strøm dækkes af 100 pct. grøn certificeret strøm. Vi har ligeledes besluttet at vores bilpark skal være omlagt til elbiler inden udgangen af 2026.

Fleksibilitet og sundhed i fokus

En af nøglerne til et arbejdsliv i balance er fleksibilitet, og derfor har alle medarbejdere i PFA mulighed for at arbejde hjemmefra i op til to dage om ugen samt mulighed for at gå ned på 80 pct. arbejdstid i en kortere eller længere periode - uanset hvilken stilling de er ansat i.  

Vi hjælper ikke kun vores kunder til øget sundhed, men går forrest selv og prøver nye træningsformer og sundhedstilbud af. Vi har en sundhedsstrategi, som grundlæggende handler om at understøtte arbejdsglæde og trivsel blandt medarbejderne, og vi arbejder målrettet med at indtænke de præferencer og livsfaser, som medarbejderne har og er i, i vores forskellige sundhedstilbud. 

 

Klare forventninger og whistleblower-ordning

Vi har en række medarbejderpolitikker som sikrer, at medarbejderne i PFA ved, hvad der forventes af dem - også i situationer, hvor der kan opstå dilemmaer, der skal håndteres. Politikkerne revideres løbende, så de er tilpasset PFA’s værdier. 

Vi har desuden en whistleblower-ordning, hvor medarbejderne i PFA-koncernen anonymt kan rapportere om uetiske, ulovlige eller uforsvarlige forhold, der strider mod PFA’s politikker eller værdisæt. Det kan fx være svindel, bestikkelse, afpresning, misbrug af intern viden eller overtrædelse af den finansielle lovgivning. Medarbejdere i PFA-koncernen gennemfører årligt et obligatorisk e-learning-kursus vedrørende anvendelse af whistleblower-ordningen. Formålet med kurset er at øge kendskabet til ordningen.

Ansvarlig skatteadfærd

I forhold til vores økonomiske aftryk arbejder vi med ansvarlig skatteadfærd. Vi ønsker at understøtte et velfungerende nationalt og globalt skattesystem. Det gør vi ved at følge såvel danske som internationale skatteprincipper. Vi tager afstand fra aggressiv skatteplanlægning og har retningslinjer for implementering af en ansvarlig skattepraksis i vores investeringsprocesser. Vi har i samarbejde med en række andre pensionsselskaber udarbejdet et sæt fælles principper for, hvordan kapitalforvaltere bør opføre sig på skatteområdet.

Kunder

Et kundefællesskab der gør en forskel

PFA er et kundefællesskab, og den værdi, vi skaber, går til vores kunder. Vi har i dag ca. 1,3 mio. kunder og over 7.000 virksomheds- og organisationskunder. Det er et kundefællesskab, som både forpligter og giver mulighed for at gøre en forskel.

God rådgivning og stærk forebyggelse

Vi tilbyder vores kunder rådgivning om optimering og løbende tilpasning af deres pensionsordning, så den kan være med til at sikre økonomisk tryghed gennem hele livet. Både den dag kunderne går på pension, og hvis de bliver syge, får smerter eller kommer til skade, så står vi klar med hjælp.

Vi ønsker at give vores kunder den bedst mulige kundeoplevelse og inddrager dem derfor i udviklingen af produkter og services. Vi arbejder struktureret med inddragelse af forskellige typer af kunder gennem vores ungeråd, kunderåd og seniorkunderåd.

Vi bruger den nyeste teknologi til at hjælpe kunderne

Hos PFA anvender vi kunstig intelligens og machine learning til at forbedre vores service og rådgivning. Vi styrker selvbetjeningsmulighederne, understøtter og effektiviserer sagsbehandlingen og identificerer potentielle langtidssyge kunder, så vi kan tilbyde dem hjælp. Vores principper for ansvarlig anvendelse af data og AI fungerer som et kompas i vores arbejde, hvilket sikrer, at vores teknologiske løsninger er etiske og fokuseret på at skabe værdi for kunderne. For at opretholde høje standarder inden for datasikkerhed gennemgår alle medarbejdere årligt e-learning-kursus i hhv. persondata og informationssikkerhed. Derudover får både medarbejdere og ledere træning i forståelse og brug af AI-værktøjer for at understøtte vores engagement i teknologisk kompetence.

Dialog med virksomhederne skaber resultater

Et sundt arbejdsliv er helt afgørende for trivsel. I PFA rådgiver vi virksomheder og organisationer om, hvad de kan gøre for at skabe et sundere arbejdsliv for deres medarbejdere og medlemmer. Vi har udviklet en model, som giver inspiration og konkrete værktøjer til at forbedre arbejdslivet, og derudover har vi vores Advisory Tables om det sunde arbejdsliv, hvor vores største kunder, forskere og eksperter deltager. Vi har ligeledes et kunderåd, som består af beslutningstagere fra vores største virksomheds- og organisationskunder, der giver input til PFA’s ledelse om blandt andet udvikling af nye produkter og services.

 


 

Whistleblower-ordning

Vi har en whistleblower-ordning, hvor medarbejdere, kunder, eksterne samarbejdspartnere, leverandører og andre berørte parter kan indberette lovovertrædelser eller alvorlige forhold på en sikker og fortrolig måde. Ordningen omfatter forhold hos PFA eller hos eksterne parter, når det påvirker PFA. Indberetning kan ske fortroligt og anonymt. For at sikre anonymitet er whistleblower-systemet hostet hos en ekstern IT-leverandør og er uafhængigt af alle andre systemer i PFA. 

Investeringer

Vi tror på, at samfundsansvar og ESG lønner sig 

PFA er sat i verden for at sikre vores kunder mest mulig økonomisk tryghed, når de går på pension, bliver uarbejdsdygtige eller syge, og samtidig ønsker vi at bidrage til en positiv samfundsudvikling. Vi har ca. 750 mia. kr. under forvaltning og har derfor en væsentlig påvirkning gennem vores investeringer. Vi tror på, at bæredygtige forretningsmodeller alt andet lige vil skabe højere afkast over tid, og at det med andre ord lønner sig at investere i selskaber, der arbejder professionelt med samfundsansvar og bæredygtighed.

Derfor arbejder vi systematisk med de såkaldte ESG-faktorer, som omfatter hensyn til klima og miljø (Environment), sociale forhold (Social) og virksomhedsledelse (Governance). Afsættet er bl.a. FN’s Global Compacts 10 principper for, hvad selskaber skal leve op til i forhold til fx menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og antikorruption. Vi har derfor skrevet disse principper ind i vores ”Politik for ansvarlige investeringer og aktivt ejerskab”, som er den politik, der danner udgangspunkt for vores arbejde med ESG og ansvarlige investeringer. Arbejdet med investeringer og ESG-faktorer er drevet af data, som vi får fra enten selskaberne selv, uafhængige leverandører eller via egne undersøgelser. Vi screener løbende vores investeringer ud fra disse data, så vi kan handle, hvis selskaber ikke lever op til vores politik og forventninger.

Aktivt ejerskab er nøglen til indflydelse

I PFA er vi aktive ejere, som ønsker at påvirke de selskaber, vi investerer i, til at tage hånd om de risici, vi ser i forhold til ESG.  De primære redskaber for aktivt ejerskab er direkte dialog med selskaber, afstemninger på deres generalforsamlinger og i sidste instans frasalg og eksklusion, hvis vi vurderer, at vores muligheder for indflydelse er udtømte. Vi bruger i nogle tilfælde også vores stemme til at påvirke de rammevilkår, som selskaberne er underlagt. Vi tror på, at vi kan gøre en større forskel til gavn for samfundet ved at forblive investeret i selskaberne og påvirke dem indefra end ved at frasælge og overlade pladsen ved forhandlingsbordet til andre investorer.

Vi følger internationale rammer og regulering

PFA’s rapportering og kommunikation om ESG følger national og europæisk lovgivning. Vi følger ligeledes en række internationale retningslinjer og sanktioner, og har eksempelvis en grundig proces som sikrer, at vi ekskluderer statsobligationer fra lande, som vi vurderer som ikke-investeringsegnede. Endelig har vi formuleret egne krav, som vi sender til vores finansielle samarbejdspartnere i forbindelse med unoterede investeringer, som afsæt for en dialog om de forventninger, vi har til ansvarlig forretningspraksis.

Vi ønsker at være transparente om arbejdet med ansvarlige investeringer og lægger derfor løbende relevante oplysninger frem under samfundsansvar på pfa.dk., så omverdenen kan følge udviklingen. 

 


 


Partnerskaber 

Der er værdi i samarbejde 

PFA repræsenterer en væsentlig del af det danske pensionssystem og er et af de største pensionsselskaber i Europa. Det giver os mulighed for at bidrage positivt til at finde løsninger på flere af de fælles udfordringer, som vi står over for i Danmark, Europa og globalt. Vi er konstant i dialog med vores kunder, organisationer, NGO’er, myndigheder, politikere, medier og en lang række andre aktører for at skabe de bedst mulige vilkår for bl.a. økonomisk tryghed i Danmark og bidrage til at finde løsninger på fælles udfordringer. Vi tror på, at langsigtet og gensidigt gavnligt samarbejde, som bygger på åbenhed og tillid, skaber de bedste resultater. Vi er rigtig glade for det samarbejde, som vi har med vores kunder i blandt andet Ungerådet, Kunderådet og Seniorkunderådet. 

Åben dialog er vigtigt for os, og vi bidrager blandt andet gennem markedsundersøgelser, analyser, kommentarer og debatindlæg, der belyser forhold inden for opsparing, forsikring, forebyggelse, sundhed og klima. 

Vi stiler efter at bruge kræfterne på de områder, hvor vi kan gøre den største forskel. Vi har derfor et særligt fokus på samarbejder og partnerskaber inden for: Økonomisk tryghed, Sundhed, Det gode seniorliv, Grøn omstilling og Sikkerhed. Læs mere om vores samarbejder og partnerskaber under hver af de fem fokusområder.

Interessentdialog - CSR

Leverandører

I PFA stiller vi krav til vores leverandører

God leverandørstyring er en vigtig del af at mindske det samlede aftryk fra PFA’s forretning og sikre, at vi lever op til de internationale principper for samfundsansvar.  Vi har forpligtet os til at efterleve internationale retningslinjer, standarder og rammeværk for bæredygtighed, herunder FN’s 10 Global Compact principper, FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, og OECD’s retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd herunder ILO’s konventioner for fundamentale arbejdstagerrettigheder og FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Vi forventer, at vores leverandører kan redegøre for deres arbejde med menneskerettigheder, klima og miljø, herunder de overvejelser, de har gjort sig for at undgå negative påvirkninger og de ledelsessystemer, de anvender til at sikre dette.

Vigtigt med ansvarlig forretningspraksis 

Konkret stiller vi ved kontraktindgåelsen og under hele kontraktforholdet krav til, at vores leverandører har en ansvarlig forretningspraksis, når det kommer til blandt andet børnearbejde, diskrimination, tvangsarbejde, arbejdsmiljø, privatliv, korruption samt miljø og klima. Kravene stilles gennem en såkaldt Code of Conduct, som giver PFA mulighed for at udføre kontrol hos leverandører og ophæve kontrakten i tilfælde af misligholdelse. 

Et område i konstant udvikling

Ansvarlig leverandørstyring er i konstant udvikling, og der kommer løbende nye regler til. Særligt krav om bæredygtighedsrapportering og IT-sikkerhed stiller skærpede krav til, hvordan virksomheder indhenter data fra deres leverandører og rapporterer herom. Det er positivt, da det betyder, at vi i PFA i langt højere grad kommer til løbende, automatisk og standardiseret at kunne indhente information om vores leverandører. 

Det er en stor opgave for vores leverandører og mange er i fuld gang med arbejdet, men det er også noget, der tager tid. I PFA opdaterer vi derfor løbende vores metodik, processer og governance for opfølgning med vores leverandører. Vi er løbende i dialog med vores leverandører, både store og små, samt relevante brancheorganisationer for at sikre, at de nødvendige tiltag kommer på plads, så vi kommer forsvarligt i mål, og sammen med vores leverandører lever op til vores fælles samfundsansvar.