FAQ - PFA Friplejehjem
1. Hvad er et friplejehjem?
Et friplejehjem leverer den samme ydelse som et kommunalt plejehjem, hvilket vil sige omfattende pleje og omsorg i hverdagen. Et friplejehjem er også underlagt den samme lovgivning, service- og sundhedsloven, og det sikrer et fælles udgangspunkt i leveringen af pleje og omsorg. Den primære forskel består i, at et friplejehjem er privat, og derfor er den daglige drift og udviklingen af friplejehjemmet underlagt ejeren eller driftsoperatøren. Dette giver en også større fleksibilitet end på et kommunalt plejehjem, fordi et friplejehjem kan tilbyde serviceydelser, der ligger ud over det kommunalt fastsatte serviceniveau. Ligesom på et kommunalt plejehjem betaler beboeren husleje for selve boligen, mens kommunen betaler for pleje og omsorg.
2. Hvem kan søge om en plads på et af PFA’s Friplejehjem?
Er du visiteret til en plejehjemsplads, kan du frit vælge mellem alle kommunale plejehjem og friplejehjem i din egen og andre kommuner. Det betyder, at du kan flytte på friplejehjem, hvis bopælskommunen har fundet dig egnet til en plejehjemsplads. Hvis friplejehjemmet er placeret i en anden kommune end der, hvor du bor nu, skal den nye kommune hvor friplejehjemmet ligger ikke godkende dig. Det er tilstrækkeligt, at din nuværende kommune har visiteret dig til en plejehjemsplads. PFA’s kunder har fortrinsret til friplejehjemmene, der indgår i samarbejdet med OK-Fonden.
3. Hvad betyder det at være ”visiteret” til en plejehjemsplads?
Er du visiteret til en plejehjemsplads, betyder det, at du er blevet godkendt til at komme på plejehjem. Den godkendelse kan du bruge til at ansøge om en plejehjemsplads det sted, hvor du gerne vil bo. Du kan læse mere om, hvad det kræver at blive visiteret på borger.dk.
4. Hvad betyder det, at man kan ”pass-it-on”?
PFA’s Friplejehjem er ikke kun en fordel for dig, som er kunde i PFA Pension, men også for dine nærmeste. Udover dig selv kan du altså skrive følgende personer op:
- Forældre
- Bedsteforældre
- Ægtefælle/samlever
- Ægtefælles/samlevers forældre
- Ægtefælles/samlevers bedsteforældre
5. Hvilke tillægsydelser får beboerne adgang til?
Som beboer på et PFA Friplejehjem får du adgang til en række tillægsydelser, hvilke er specifikke for det enkelte friplejehjem. Ydelserne kan f.eks. inkludere:
- Velvære-tilbud
- Ledsagelse
- Pasning af kæledyr
- Tilkøb af mad til familiesammenkomster
- Hjælp til praktiske opgaver
På OK-Fondens hjemmeside kan man læse mere om det enkelte friplejehjem. Se mere om OK-Fondens friplejehjem her.
6. Hvad er et klippekort, og hvad kan det bruges til?
På PFA’s friplejehjem kan beboerne tilkøbe en række tillægsydelser, og disse kan bl.a. tilkøbes ved brug af et såkaldt klippekort. Et klip kan veksles til 30 minutters service. Som kunde i PFA får du 10 % rabat, når du køber et klippekort. Det fungerer ved, at du køber 10 klip, men får 11. Du vil høre mere om klippekortsordningen, når du flytter ind på friplejehjemmet.
7. Hvordan gør du brug af fordelen?
Når du eller din pårørende er visiteret, kan du skrive dig på ventelisten på OK-Fondens hjemmeside. Bemærk, at du i opskrivningen skal bruge dit policenummer. Det finder du ved at logge ind på mitpfa.dk.
8. Hvordan behandles personlige oplysninger?
Du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine personlige oplysninger her.
9. Hvad koster det at bo på et friplejehjem sammenlignet med et kommunalt plejehjem?
Som beboer på et friplejehjem skal du ikke betale for den daglige pleje og omsorg. Du skal som på alle andre kommunale eller private plejehjem betale en husleje samt egne forbrugsudgifter (el, vand og varme). Huslejen er forskellig fra plejehjem til plejehjem afhængigt af, hvor i landet friplejehjemmet ligger. Huslejen afspejler altid det lokale huslejeniveau. Derudover er der en række obligatoriske ydelser som fx kost, fornøjelses- og aktivitetskasse, rengøringsmidler/toiletpapir/vinduespolering samt indboforsikring. Du vil få mere at vide om disse forhold, i god tid før du eventuelt takker ja til en plads på et friplejehjem.
10. Kan jeg skrive mig op til flere friplejehjem?
Ja, du kan godt skrive dig op til flere friplejehjem.