Kort om gennemsnitsrente
Kort om gennemsnitsrente
Lav risiko i gennemsnitrente
Med opsparing i gennemsnitsrente bliver pengene investeret med en relativt lav risiko, idet vi skal sikre den garanterede minimumsudbetaling. Størstedelen af opsparingen investeres i obligationer, og andelen af aktier er generelt meget lille. Aktieandelen kan dog variere alt efter hvilken rentegruppe, du er placeret i.
Rentetilskrivning i gennemsnitsrente
I gennemsnitsrente får du en rente af dit depot, som PFA løbende fastsætter. Depotrenten er et udtryk for det gennemsnitlige historiske og forventede afkast set over en årrække. På den måde bliver de årlige udsving i det faktiske afkast udjævnet. PFA’s afkast af investeringerne i de enkelte år kan derfor ikke direkte aflæses i den rente, du får på din pensionsordning det enkelte år. Depotrenten anmeldes til Finanstilsynet og fastsættes minimum en gang om året. Uanset depotrenten vil du dog altid mindst få den garanterede minimumsudbetaling (ydelsesgaranti) knyttet til din police.
Ingen indflydelse på investeringerne
Det er PFA, som fastsætter depotrenten, og du har ingen indflydelse på investeringsvalget. Det vil sige, at du eksempelvis ikke har mulighed for at tilpasse investeringen, så den passer til din alder og risikoprofil.
Mulighed for bonus
I de fleste pensionsordninger med gennemsnitsrente er der mulighed for bonus, som kan forhøje de aftalte minimumsudbetalinger. Det fremgår af din police, hvis du har mulighed for at få bonus. Der gælder særlige vilkår i forhold til din pensionsordning, hvis der ikke står noget om muligheden for bonus i din police. Du kan læse mere i dine pensionsvilkår, som ligger på Mit PFA.
Læs bonusregulativ
Rentegrupper
Din opsparing i gennemsnitsrente er til enhver tid placeret i én af fire rentegrupper. Rentegruppen afhænger af, hvilken minimumsudbetaling (ydelsesgaranti) du har.
Miljømæssige bæredygtige investeringer
De investeringer, der ligger til grund for dette finansielle produkt, tager ikke højde for EU-kriterierne for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter.
Kategorisering i henhold til EU’s forordning om bæredygtighedsrelaterede oplysninger
Gennemsnitsrente fremmer ikke miljømæssige eller sociale karakteristika, og har ikke bæredygtighed som sit mål, jfr. artikel 6 i EU’s forordning om bæredygtighedsrelaterede oplysninger (SFDR).