Er der en udløbsdato på arbejdslivet?
Kommunerne kommer til at mangle hænder. Kommunaldirektør Torben Frølich fra Gentofte kommune oplyser, at man skønner at have brug for 800 flere medarbejdere alene i plejesektoren i 2038. I nogle af jobfunktionerne er der også en udfordring med nedslidning, som skal imødegås. I det kommunale landskab er man derfor begyndt at række ud til pensionister om at komme tilbage på arbejdet, fx i en anden rolle, end man havde tidligere.
Det er ikke kun i den kommunale sektor, at samfundet kommer til at mangle hænder. Også i den private sektor vil der være behov for, at medarbejderne bliver længere tid på arbejdsmarkedet. Dansk Industri har i en rundspørge til medlemmerne i 2023 udpeget mangel på arbejdskraft som den største barriere for vækst.
Vi ser dog samtidig en tendens til, at danskerne er klar til at arbejde længere, og også udover folkepensionsalderen. På bare 12 år er den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder steget med næsten fire år fra 63 år i 2010 til ca. 67 år i 2022.
Samtidig er der sket et skred i den måde, hvorpå vi betragter vores arbejdsliv og balancen mellem fritid og arbejde. Det betyder, at tre ud af fire medarbejdere gerne vil blive længere tid på arbejdsmarkedet, hvis de fx kan gå ned i tid og lave en gradvis tilbagetrækning – i stedet for fra den ene dag til den anden at gå fra fuldtidsjob til fuldtidspensionist.
For at holde seniorerne fast på arbejdsmarkedet så længe som muligt, viser erfaringer, at det er vigtigt med en ærlig og åben dialog omkring behov og ønsker. Mange over 50 år er ofte mere interesserede i mere frihed end en højere løn. En løsning kan være at tilbyde fleksible arbejdsordninger, som passer til den enkelte medarbejders behov og ønsker – lige fra medarbejderen til lederen. I Gentofte Kommune har man udover fleksible muligheder for medarbejdere, også oprettet deltidslederstillinger, så man også kan imødekomme ledernes ønsker om et mere fleksibelt arbejdsliv.
Dialogen mellem medarbejder og arbejdsgiver er vigtig
For at lykkedes med en forlængelse af arbejdslivet, er det vigtigt at finde en løsning, der passer til den enkelte medarbejders behov og ønsker. Gentofte kommune har haft succes med senkarriere-samtaler, hvor man diskuterer mulighederne for, at medarbejderen kan fortsætte i arbejdet på en måde, der passer til den enkelte. I en sådan dialog kan man få klarhed omkring medarbejderens behov og ønsker og mødes om at finde en løsning, der passer med både medarbejderens og arbejdspladsens behov.
De ældre og erfarne medarbejdere har stor værdi for arbejdspladsen
I takt med, at demografien ændrer sig og arbejdsstyrken ældes, er der sket et markant skred i, hvordan man ser på ældre medarbejdere, og der er en stigende anerkendelse af den værdi, som ældre medarbejdere bringer til arbejdspladsen. De har indsigt, dybde og historik, som kan være uvurderlig for arbejdspladsen. Parallelt med, at arbejdspladser og virksomheder udfordres af nye tendenser som sociale medier, nye teknologier og globalisering – som øger kravene til vores omstillingsevne – så stiger behovet nemlig for erfaring og faglig dybde. Det kan faktisk være en fordel at have prøvet noget lignende førhen, og måske giver de mange års erfaring også noget selvtillid, så man ikke blæses omkuld. Den dynamiske duo kan meget vel være det unge talent og den erfarne seniormedarbejder.
Ved at skabe et arbejdsmiljø, der værdsætter ældre medarbejdere og tilbyder fleksible arbejdsordninger, kan vi forlænge arbejdslivet og imødegå manglen på arbejdskraft. Det handler om at se på erfaring og indsigt som værdifulde ressourcer og skabe de rette rammer for, at vores seniorer kan blive på arbejdsmarkedet så længe som muligt.
Og som Torben Frølich fra Gentofte Kommune formulerer det: ”Det tager nemlig kun et arbejdsliv – men vi vil så gerne, at du bliver lidt længere.”