PFA KundeKapital

I år sender vi 1,7 mia. kr. tilbage til vores kunder

I PFA Pension er vores kunder en del af et stærkt kundefællesskab, og det betyder, at vi selv efter et år med uro og negative afkast på finansmarkederne har mulighed for at sende penge tilbage til vores kunder. I år har vi sendt 1,7 milliarder kroner til vores kunder med PFA KundeKapital, og derfor kan mange glæde sig over, at der er kommet ekstra penge ind på pensionsopsparingen.

Kort om PFA KundeKapital

Da PFA Pension blev stiftet i 1917, besluttede vores ejere, at de kun skulle have en meget begrænset del af overskuddet. Sådan er det stadig i dag, og det betyder, at vi kan sende størstedelen af vores overskud videre til vores kunder. Det sker blandt andet ved forrentning af KundeKapital. Det betyder, at rigtig mange af vores kunder får ekstra penge til deres pension. 

KundeKapital er ansvarlig kapital i PFA Pension, hvilket betyder, at KundeKapital får andel i såvel overskud som tab i PFA Pension. I gode tider giver det mulighed for at få en høj forrentning af KundeKapital. I dårlige tider kan KundeKapital blive mindre (negativ forrentning) og i yderste konsekvens tabes helt.

Hør privatøkonom Camilla Schjølin fortælle om KundeKapital i videoen.


 
 

Sådan fungerer KundeKapital

I PFA Pension er det vores mål at skabe størst mulig værdi til kunderne. Det sker blandt andet gennem den særlige model for overskuds- og risikodeling, vi kalder KundeKapital. Hovedparten af PFA Pensions kunder med pensionsopsparing har i dag KundeKapital. For 2023 har forrentningen på KundeKapital været 8,0 procent før pensionsafkastskat. Forrentningen på KundeKapital kan ændre sig fremover, og den kan blive negativ. PFA Pension fastsætter selv en del af forrentningen og kan derfor også selv ændre den.

KundeKapital består af Individuel KundeKapital og Kollektiv KundeKapital.

Nedenfor kan du læse mere om, hvordan modellen overordnet fungerer. De til enhver tid gældende detaljerede regler fremgår af de regulativer, som findes nederst, og af PFA Pensions tekniske grundlag, der er anmeldt til Finanstilsynet.
  

Indbetaling på Individuel KundeKapital

Hvis du har KundeKapital, går et beløb svarende til p.t. 2 procent af dine indbetalinger og indskud til opsparing til Individuel KundeKapital.

Der vil også blive opbygget Individuel KundeKapital ved overførsel af pensionsopsparing fra andre pensionsleverandører til markedsrente i PFA. Ved overførsel fra en anden pensionsordning i PFA Pension vil der blive opbygget Individuel KundeKapital, så andelen i Individuel KundeKapital efter overførelsen udgør 2 procent af summen af opsparing og Individuel KundeKapital. Hvis andelen er større, vil der ikke blive opbygget Individuel KundeKapital af denne overførsel.

Med Individuel KundeKapital får du del i det afkast, man i andre pensionsselskaber ville tildele ejerne. Den individuelle KundeKapital er en del af den ansvarlige kapital i PFA Pension, også kaldet kapitalgrundlag, som udgør PFA Pensions finansielle styrke. Formelt er Individuel KundeKapital såkaldte særlige bonushensættelser af type B.

Sådan tilskrives forrentningen på Individuel KundeKapital

Med Individuel KundeKapital får du hvert år mindst samme forrentning, som PFA Pension opnår på egenkapitalen før skat. Havde du KundeKapital i 2023, var forrentningen på 8,0 procent før pensionsafkastskat.

For 2024 er den forventede årlige forrentning af Individuel KundeKapital 10,0 procent før pensionsafkastskat, men den kan blive mindre eller større. Hele den årlige forrentning bliver fordelt til pensionsopsparingen gennem en engangstilskrivning i april 2025 (forudsat du stadig har din pensionsordning i PFA Pension).

Positiv forrentning af Individuel KundeKapital bliver sat ind på din almindelige opsparing. Eventuel negativ forrentning bliver trukket i Individuel KundeKapital. Negativ forrentning på Individuel KundeKapital kan opstå, hvis der kommer tab i PFA Pension, og der ikke længere er Kollektiv KundeKapital, som kan dække Individuel KundeKapitals andel af tabet. Det er uddybet nedenfor i punktet ”Hvad med risikoen”.

PFA Pension kan vælge at indføre en foreløbig forrentning af Individuel KundeKapital, som kan være positiv eller negativ. Den foreløbige forrentning er p.t. fastsat til 0 procent, men den kan løbende ændres af PFA Pension.

Forrentning af individuel kundekapital, procent før skat af pensionsafkast
2022 2021 2020 2019  2018  2017 2016 2015 2014 2013 2012
8,0  8,0  8,0  8,0  10,0  16,0 20,0 20,0 20,0 20,0 20,0

 

Kollektiv KundeKapital bidrager til din forrentning

Kollektiv KundeKapital er en særlig bonushensættelse, som PFA Pensions ejere i sin tid opbyggede af egenkapitalen i PFA Pension. 

PFA Pension har etableret Kollektiv KundeKapital til gavn for de kunder, der til enhver tid er i PFA Pension, og som har Individuel KundeKapital. Kollektiv KundeKapital har til formål at bidrage til, at kunder med Individuel KundeKapital får mulighed for at få en forhøjet forrentning af deres individuelle KundeKapital. Det sker ved, at PFA Pension overfører beløb fra Kollektiv KundeKapital til forrentning af kundernes individuelle KundeKapital. PFA Pension kan løbende beslutte, hvor meget som skal overføres fra Kollektiv KundeKapital til forrentning af Individuel KundeKapital, og dermed hvor høj forrentningen af Individuel KundeKapital skal være fra år til år. Forrentningen af Individuel KundeKapital skal dog mindst svare til forrentningen af PFA Pensions egenkapital. Den kollektive KundeKapital skal efter aftale med Finanstilsynet være endeligt fordelt senest ved udgangen af 2053.

Ud over at bidrage til forrentningen af kundernes individuelle KundeKapital, dækker den kollektive KundeKapital også for eventuelle tab på kundernes individuelle KundeKapital, så længe det er muligt. Se mere om risikoen ved KundeKapital nedenfor

Kollektiv KundeKapital er – som navnet siger – kollektive midler. Det betyder bl.a., at man ikke får en andel af Kollektiv KundeKapital med, hvis man flytter sin pensionsordning ud af PFA eller hæver sin pensionsordning.

Den samlede KundeKapital får hvert år samme forrentning som PFA Pensions egenkapital før skat.

Hvad med risikoen?

Individuel KundeKapital indgår sammen med egenkapitalen og Kollektiv KundeKapital i PFA Pensions ansvarlige kapital. Ved at spare op i Individuel KundeKapital får PFA Pensions kunder del i det overskud, PFA Pension skaber, men Individuel KundeKapital skal også dække for eventuelle tab i PFA Pension. Så længe der er Kollektiv KundeKapital, dækker den dog for Individuel KundeKapitals andel af eventuelle tab. Når der ikke længere er Kollektiv KundeKapital, vil Individuel KundeKapital som udgangspunkt have samme risiko som egenkapitalen. Det betyder, at Individuel KundeKapital kan blive mindre (negativ forrentning) og i yderste konsekvens tabes helt.
 
Du kan ikke ændre opbygget Individuel KundeKapital til almindelig opsparing. Et fravalg af KundeKapital betyder således kun, at der ikke indbetales yderligere til KundeKapital.

Individuel KundeKapital vil normalt følge med ved ophævelse af pensionsordningen, fx i forbindelse med overførsel til en anden pensionsleverandør. Det gælder dog ikke, hvis PFA Pension ikke opfylder solvenskapitalkravet.

KundeKapital og pensionering i markedsrente

Hvis din andel i Individuel KundeKapital ved pensionering udgør mere end 2 procent af summen af din opsparing i markedsrente og Individuel KundeKapital, vil den overskydende del af din individuelle KundeKapital blive overført til din almindelige pensionsopsparing og derefter få afkast som pensionsopsparing. Den resterende andel i Individuel KundeKapital fortsætter med at blive forrentet som Individuel KundeKapital og vil blive udbetalt løbende sammen med dine pensionsudbetalinger. 

KundeKapital og pensionering i gennemsnitsrente

Når du får udbetalinger fra din pensionsordning i gennemsnitsrente, er det ikke længere muligt at have KundeKapital. Din individuelle KundeKapital bliver i stedet overført til din opsparing.

Ændring af Individuel KundeKapital til pensionsopsparing

PFA Pension kan beslutte, at opbygget Individuel KundeKapital, eller en andel heraf, skal konverteres til pensionsopsparing.

For ordninger i markedsrente er forudsætningerne for konvertering af Individuel KundeKapital til opsparing beskrevet i pensionsvilkårene. Disse forudsætninger vedrører i korte træk sikring af rimelig forventet forrentning af Individuel KundeKapital i forhold til risiko, og/eller sikring af en hensigtsmæssig kapitalstruktur i PFA Pension. 

En konvertering vil ske i henhold til regler, som PFA Pension anmelder til Finanstilsynet.

Læs regulativ for KundeKapital  markedsrente 

Læs regulativ for KundeKapital – gennemsnitsrente

Ændrede vilkår for KundeKapital fra 1. januar 2024 for opsparing i markedsrente

Fra den 1. januar 2024 har PFA Pension foretaget følgende ændringer i vilkårene for KundeKapital:

1. Procentsatsen for indbetalinger til Individuel KundeKapital nedsættes fra 5 til 2 procent.
 
2. Som noget nyt vil 2 procent af overførsler af pensionsopsparing fra andre pensionsleverandører til PFA Pension markedsrente gå til Individuel KundeKapital. Derudover vil der blive opbygget Individuel KundeKapital ved overførsel af pensionsopsparing fra en anden pensionsordning i PFA til markedsrente, hvis summen af opsparing og Individuel KundeKapital udgør mindre end 2 procent på overførselstidspunktet.

3. Ved pensionering i markedsrente efter den 1. januar 2024, vil andele i Individuel KundeKapital udover 2 procent blive overført til pensionsopsparing og få afkast som pensionsopsparing.

4. PFA Pension får fremover og under visse betingelser udvidet mulighed for at ændre opbygget Individuel KundeKapital til pensionsopsparing.

Samtidig med disse justeringer bliver den forventede årlige forrentning af Individuel KundeKapital fra 2024 (med tilskrivning i 2025) sat op fra 8 til 10 procent. Den faktiske årlige forrentning fastsættes hvert år af PFA Pension og kan afvige fra den forventede.

De ændrede vilkår for PFA KundeKapital vil fra januar 2024 fremgå af dine pensionsvilkår for markedsrente på Mit PFA under Dokumenter.